– Jeg vil have attitude og fandenivoldskhed

Supporterklubben er for supportere, og derfor ønsker United.no leserbrev som del av nettsiden.

Takhøyden er stor, men vi forbeholder oss retten til å avgjøre hva som kommer på trykk og ikke.

Det er også et krav at man argumenterer godt for det man mener, og du må tåle at andre kommenterer innlegget ditt.

Leserbrev kan sendes til [email protected]. Oppgi fullt navn og helst alder, og fortell gjerne når, hvordan eller hvorfor du ble fan. Vi tar selvsagt også gjerne i mot reisebrev.

– Jeg vil have attitude og fandenivoldskhed

Skrevet av: Malte Kammersgaard

Der er intet mere smertefuldt og udmattende end at se sit fodboldhold tabe et trofæ. Især ikke, hvis det taber det til en klub, som har ødelagt en del af fodboldens verden ved at lade en Sheikh bruge økonomisk doping.

– Tilgengæld er der heller ikke noget bedre end at sidde og se sit hold knokle for at spille underholdende og vinde for dem selv, for træneren men ikke mindst for fansene, som bruger en masse tid og penge på at følge hjerteklubben i tykt og tyndt.

I dag er jeg 26. De første 21 år af mit liv styrede United engelsk topfodbold suverænt. Der var ikke den modstander, som gutterne ikke fejede af banen. Også i Champions League var United én af udfordrende hver sæson. Jeg oplevede Giggs, Scholes, Neville og Ronaldo. Jeg legede, at jeg var Rooney – i pauserne mellem timerne i skoletiden – og ofte måtte lærerne ud på boldbanen for at hente mig ind til næste modul, for jeg havde alt for travlt med at øve mine idolers jubelscener, driblinger og frispark til at bryde mig om litteratur eller matematiske udregninger.

– Sikke en mand. Sikke en spiller 

– I dag er verden anderledes. Fodboldens verden er i hvertfald. Der findes en masse verdensklasse fodboldspillere, men der mangler nogen, som kan tage næste spring og blive idoler og foregangsmænd for sporten. Vi sagde i denne sæson farvel til den sidste aktive gut, som havde korryfæ-status i United. Carrick, selvfølgelig. Sikke en mand. Sikke en spiller. En leder og en spiller som udstrålede den sidste gnist af Sir Alex Ferguson i klubbens førsteholdstrup. Der findes ikke mange som Carrick længere. Det har der vidst nok ikke gjort længe, men i United var vi vandt til Ferguson; stabilitet, klubånd og hjerteblod.

Ude i Europa fyrede de andre topklubber deres trænere efter 3 nederlag, men ikke «os». Vi forstod, at det kræver noget specielt at være specielle. Derfor var det en helt og aldeles svær omgang at «vågne op til» efter SAF, fordi vi pludselig måtte vende os til en ny kultur. Ledelsen, ejerne, spillerne! De var allesammen forvirrede over den virkelighed, som fandtes udenfor den trygge boble vi havde levet i i 26 år. 

Men nu er vi her. Det er fem år siden at chokket drog en skælvende følelse gennem Manchester United. Efterskælvet kan stadig mærkes, men vi kommer tættere på en blødere landing. Det handler ikke så meget om, hvor mange point eller hvor mange mål, holdet scorede i indeværende sæson, men mere om, at vi allesammen er ved at lære den nye virkelighed at kende. Det er det, tror jeg, som kræves, hvis vi skal på toppen igen; et attitude-skifte. Vi skal have personlighed og kropssprog ind i spillertruppen. Jeg behøver ikke en Neymar eller CR7 «on a plane back from Spain». Jeg vil have attitude og fandenivoldskhed. Det er dét United, jeg kan og VIL forholde mig til. 

Man kan have en spiller, som kan tage flest jongleringer med en bold i hele verden, men hvis han ikke gider at kæmpe for klubben, træneren og fansene, så er han ikke United-potentiale i mine øjne.  

Hav en rigtig dejlig sommer. Vi ses til den næste sæson.